Hvordan binder man en fastvikle?

Her finder du forslag og tips til din første binding med fastvikle samt masser af god info om alt det vigtigste du bør vide om sikkerhed og ergonomi når du går igang med at vikle. Du får også et lille indblik i de forskellige dele af en fastvikle. Og bare rolig, det er slet ikke SÅ indviklet som det lyder når du er færdig med at læse skulle du meget gerne føle dig lidt bedre rustet til at kaste dig ud i det ;) 

Sikkerhed og ergonomi med fastvikle

Det vigtigste, inden vi kaster os ud i selve bindingen, er sikkerhed og ergonomi ved babybæring.
Jeg har sammensat følgende infographic med nøglepunkterne ud fra bl.a T.I.C.K.S som er udviklet af UK Sling Consotium - jeg har oversat det til dansk. Infografikken må gerne deles og bruges på livet løs, så længe Viklemagi.dk krediteres - allerbedst er selvfølgelig at du bare linker til hele dette indlæg ;)
Under illustrationen kommer et billede der viser knæ over numse og derefter kommer vi til allerførste binding. 

Som du kan se i ovenstående grafik, er det vigtigt at sikre at dit barn sidder i fastviklen, på en måde som holder luftvejene fri og på en måde der understøtter den naturlige stilling af hofter og ryg. 


På billedet lige herunder ses hvordan knæene er over numsen. Man kan også se lidt runding af ryggen.
Det er ikke så vigtigt med rundingen sålænge barnet er vågen, det er først når det sover at det er vigtigt. 

Billedet er lånt af Lenny Lamb - bindingen er en FWCC, set fra siden. 

I næste afsnit går vi mere i dybden med hvordan man binder en fastvikle - herunder hvordan man får knæene over numsen, som på billedet. 

Første binding i fastvikle

Nedenfor gennemgår jeg den mest populære første binding med fastvikle.

Jeg bruger nogle termer fra vikleverdnen som du måske ikke er stødt på før, men jeg skal nok sørge for at forklare hvad de betyder og har også indsat et billede så det hele bliver lidt mere visuelt. 

Den første binding man oftest lærer at bruge til fastvikle, er den der hedder Front Wrap Cross Carry (forkortet FWCC).
FWCC kræver som udgangspunkt en fastvikle i ens base size. Base size er en basisstørrelse. Du kan læse mere om base size her: Størrelsesguide

Fordelen ved FWCC

Fordelen ved FWCC er at der er et vandret pass - altså et vandret stykke stof - der går fra barnets nakke og hele vejen ned under numsen. Dette stykke stof støtter barnet godt, også selvom der endnu ikke er god hovedkontrol og det forhindrer desuden at barnet kaster sig bagover.

Har man brug for ekstra hovedstøtte kan man rulle en stofble ind under toprail (toprail er den øverste del af stoffet).

De to lodrette pass kan enten ligge ned langs siden (som på billeder nedenfor) sådan at man kun har et lag stof der dækker barnet. Det er en fordel, hvis det f.eks er varmt i vejret. Eller de lodrette pass kan bredes ud over ryggen og numsen. Fordelen ved det er at de kan give lidt ekstra støtte, hvilket kan øge bærekomforten og så giver det i alt tre lag der dækker barnet, det er rart hvis det er koldt i vejret.

Nedenstående billede har jeg lånt fra Lenny Lamb. Det viser en FWCC, hvor de lodrette pass ikke er bredt ud. Jeg har sat de ovenstående termer ind i billedet, så du kan få en visuel idé om hvad jeg snakker om. 


  • Det røde linje viser det vandrette pass.
  • Den grønne en af de lodrette pass.
  • Den orange viser top rail. 
  • Derudover er der middle rail, som er den midterste del af viklen. 
  • Og bottom rail som er den nederste del, der udgør sædet. 
  • Enderne som man binder, kaldes også haler. 
  • Løshed i stoffet, kaldes slack. 

Udover at FWCC er en god binding for såvel nyfødte som større børn, så er den også rimeligt nem at lære - og man kan amme i den! 

Vejledning til binding af fastvikle

I bunden af dette afsnit har jeg indsat en af mine favoritvideoer af Wrap You in Love, hvor hun viser en FWCC binding. 
Du kan eventuelt caste den til dit TV og så binde samtidig med hende. Paus gerne ofte og tag dig god tid. 

Men inden kommer lidt tips du kan have in mente mens du øver dig. 

Det rigtige tidspunkt at øve dig på

Når du øver dig med med baby, så anbefaler jeg at du vælger et tidspunkt hvor han/hun er frisk, glad og mæt. Selvom vikling er genialt til at få ro på en ked baby, så er det ikke det rigtige tidspunkt at øve på - det er ikke alle babyer der er lige tålmodige med mors eller fars først vikle-fumlerier ;) 

Du kan også øve dig med en dukke eller bamse de første par gange, bare til du har styr på hvilke trin der kommer. 

Stram rail for rail

Jævnfør sikkerhedreglerne fra T.I.C.K.S skal bindingen være stram. Det vil sige at du bør sørge for at få alt slack arbejdet ud af bindingen. Det tager tid at mestre at stramme en vikle rigtig godt, og det er okay!

Her er lidt gode råd:
Hvis du synes det er svært at få bindingen godt stram, så vær opmærksom på at du strammer rail for rail. Det er den eneste måde du kan få en fastvikle til at sidde virkelig godt på. Du kan indele de tre overordnede rails i endnu mindre stykker som du strammer, bid for bid. 

Har du slack så tager du ved i det løse stof og fører det hen imod halerne. Ligesom man gør med et par strømpebukser der sidder løst på benene. Tag dig god tid. Stram efter, rail for rail.  

Det gode sæde i fastvikle

Hvad er et godt sæde? Et godt sæde er et hvor barnets knæ er højere end numsen, hvor der er stof fra knæhase til knæhase og til sidst skal bottom rail sidde jævnt og forholdsvist stramt mellem barnets knæ.

Et (knap så smart) tip man ind i mellem hører at man bare skal stoppe en masse stof op mellem sig selv og barnet, for så får man et godt dybt sæde. Nogle siger endda man kan vippe top rail ned i ble/buksekanten på barnet. Det er efter min mening ikke et særligt godt tip.

Hvorfor ikke?
Fordi: Stopper man for meget stof op imellem bærer og barn så har man i virkeligheden skabt en frygtelig masse slack der gemmer sig og kan gøre det lettere for barnet at poppe sædet - dvs. at stoffet ikke længere støtter barnets vægt! Ikke ligefrem en situation man ønsker sig når man har gjort sig umage med alt det andet og bindingen endelig sidder. Desuden er det heller ikke sikkert at bære rundt med et poppet sæde.  

Hvis knæene ikke er helt højt nok...

Hvis du stadig ikke synes knæene er kommet ordenligt op over numsehøjde, så kan du hjælpe dem på vej ved at "kippe barnets bækken". Det gør du ved blidt tage rundt om barnets skinneben og skubbe dem roligt og blidt op, som hvis du lavede cyklebevægelser med benene. Så kipper bækkenet; numsen kommer ned og knæene op.

Øvelse gør mester

Fortvivl ikke, øvelse gør i sandhed mester. Det er en ny teknik der skal læres og det kan være både hårdt og frustrerende, men det er arbejdet værd når både du og dit barn har vænnet jer til det. 

TIPS: 

  1. Cast videoen til TV'et, paus evt undervejs
  2. Øv gerne med en bamse eller dukke de første par gange
  3. Øv med dit barn når det er frisk og glad
  4. Tag dig GOD tid mens du lærer. 
  5. Stram rail for rail og indel evt rails i mindre stykker du strammer en efter en.
  6. Hav altid en hånd på barnet helt indtil viklen er bundet sikkert. 

Jeg håber det gav dig en masse god viden du kunne bruge til noget og at du nu har mod på at prøve at binde selv. Hvis du har spørgsmål er du som altid hjertens velkommen til at skrive til mig, enten her via sitet, på mail eller du kan finde Viklemagi på Facebook og sende en besked.